Side 18 - Syklubben

Gå til indhold

Hoved menu:

Side 18

Nyheder
 
Nye regler fra nytår: Max. fem torsk om dagen
 
Fra den 1. januar 2017 må du som lyst- eller fritidsfisker højst tage 5 torsk med i land om dagen – og i februar og marts kun 3 – når du fisker i farvandene omkring store dele af Syd- og Østdanmark i den vestlige Østersø.
 
Publiceret 2. januar 2017
 
For at genoprette torskebestanden er der fra nytår 2017 indført en øvre grænse for, hvor mange torsk lyst- og fritidsfiskere må tage med i land pr. dag, når de fisker i den vestlige Østersø. Området dækker alle farvande omkring Fyn, det østlige Sønderjylland, Østjylland og det meste af Sjælland og Bornholm.
 
Reglerne betyder, at du som lyst- og fritidsfisker højst må tage 5 torsk pr. dag med i land. I perioden 1. februar til 31. marts må du højst tage 3 torsk pr. dag med i land. Reglerne gælder også, hvis du tager ud og fisker med en turbåd.
 
Pas på torsken
 
De nye regler om begrænsninger i lyst- og fritidsfiskeri blev vedtaget på rådsmødet for landbrug og fiskeri den 10. oktober 2016. På dette møde blev fiskerimulighederne i vestlige Østersø reduceret med 56 procent for det erhvervsmæssige fiskeri efter torsk i 2017. Og samtidig blev der for dette fiskeri vedtaget en forbudsperiode, som gælder fra 1. februar til 31. marts 2017. Situationen er alvorlig for alle, og derfor lægges der også stor vægt på, at alle berørte parter står sammen og bidrager til at få bestanden genoprettet hurtigst muligt, uanset hvilken form for fiskeri, der udøves.
 Kontakt
Har du spørgsmål til de nye regler, kan du måske finde svar i denne FAQ. Du er også velkommen til at kontakte Kundevejledningen på tlf.: 33 95 80 00 eller e-mail: fiskerikontrol@naturerhverv.dk
        
Danske svin og kyllinger skal spise søstjerner
EU-Kommissionen har netop vedtaget en ændring, så danske virksomheder fremover kan producere fiskemel af søstjerner. Det sker efter lang tids pres fra dansk side.
13. december 2016
Limfjorden er fyldt med søstjerner, og fiskerne kasserer hvert år tonsvis af dem. Miljø- og Fødevareministeriet har gennem længere tid arbejdet for, at EU-kommissionen skulle godkende brugen af fiskemel fra søstjerner i foder til svin og kyllinger. Søstjerner er proteinrige og kan anvendes som foder, når de bliver lavet til fiskemel.
EU-Kommissionen giver nu tilladelse til, at søstjerne må anvendes som foder til danske svin og kyllinger.
- Fiskerne i Limfjordsområdet har opdaget potentialet i, at søstjernerne er en nyttig proteinkilde, der kan skabe vækst og arbejdspladser på en innovativ produktion af fiskemel. Med godt dansk EU-diplomati kan vi nu bruge søstjernerne til husdyrfoder, forklarer miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen.  

Tilbage i 2013 støttede Fødevareministeriet udviklingen af de metoder, som nu skal bruges til at sikre, at søstjerner kan anvendes som næringsrigt dyrefoder.  Med de såkaldte GUDP-midler (Grønne Udviklings- og Demonstrations Projekter) støttede ministeriet med 6,5 mio. kr. et projekt, der skulle undersøge mulighederne for en bæredygtig produktion af fiskemel baseret på søstjerner.
- Den nyskabende produktion, som vi nu sætter i gang, er både økonomisk og miljømæssigt bæredygtig. Lokalt bliver der skabt arbejdspladser. Og det sårbare havmiljø i blandt andet Limfjorden slipper for store mængder kvælstof og fosfor, når søstjernerne fiskes i stedet for at ende som unyttigt affald, der rådner på havbunden, forklarer Esben Lunde Larsen.
Miljø- og Fødevareministeriet skønner, at en årlig fangst på 10.000 tons søstjerner vil blive til 2.500 tons fiskemel og spare de kystnære områder for 15 tons fosfor og 165 tons kvælstof. Dansk landbrug har allerede vist stor interesse for fiskemel produceret på danske søstjerner.  
Yderligere oplysninger:
Pressesekretær i Miljø- og fødevareministeriet Jens Fuglsang Edelholt, tlf. 91 35 69 96, e-mail: jefed@mfvm.dk
Fødevarestyrelsens pressevagt, tlf. 22 84 48 34
Se nyheden på hjemmesiden
Miljø- og Fødevareministeriet
Afmeld eller rediger dit abonnement på nyheder
Danmark får national strategi for lystfiskeri
Flere fisk på krogen og større tiltrækning af lystfiskerturister til Danmark er nogle af tankerne bag planen om en ny strategi for lystfiskeri, som miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen sætter i gang i starten af 2017.
8. november 2016
De danske havørreder er Danmarks sølvtøj inden for fiskeri. Ikke nok med, at de er blanke som sølv, de genererer også en væsentlig økonomi i lokalsamfundene, når lystfiskerturister kommer langvejs fra for at fange de eftertragtede fisk.
Nu vil miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen finde ud af, hvordan man kan gøre endnu mere for lystfiskeriet i Danmark, så både fiskebestande bliver bedre, og endnu flere turister vil vælge Danmark med lystfiskeri som formål.
- Lystfiskeriet i Danmark er både guld og sølv. Guldet er de mere end 7.000 kilometer dansk kyst, som stort set alt sammen er velegnet til fiskeri, og sølvet er de eftertragtede fiskearter, som vi ved, mange vil rejse langt for at fiske. Jeg vil gerne have endnu mere ud af vores fiskeri – både for naturen og økonomiens skyld, og derfor inviterer jeg nu alle interessenter indenfor lyst- og fritidstidsfiskeri til at være med til at udvikle en national strategi for lystfiskeri, siger Esben Lunde Larsen.
Københavns Universitet Institut for Fødevare- og Ressourceøkonomi (IFRO) har netop offentliggjort en undersøgelse om tyske lystfiskeres præferencer, og den viser blandt andet, at de fleste tyske lystfiskere er unge mænd under 30 år, som ønsker at være helt alene på fiskepladsen og nyde naturoplevelsen. Miljø- og fødevareministeren mener dog ikke, at alle fisketure behøver at foregå solo.
- Vi skal have diskuteret og fulgt op på de ønsker danske og udenlandske lystfiskere har, og vi skal se på, hvordan vi får hele familien med ud i naturen, når der arrangeres fisketur. Endelig skal vi have set på, om der er oplagte tiltag, som vil forbedre fiskebestandene. Det handler om at finde en balance og lave nogle tiltag for lystfiskeriet, som spiller sammen med de øvrige fiskeformer, siger Esben Lunde Larsen.
Miljø- og fødevareministeren forventer at samle interessenter fra fiskeri, turisme, kommunerne m.fl. i marts 2017.
Yderligere oplysninger:
Pressesekretær Jonatan Lykke-Olesen, Miljø- og Fødevareministeriet, tlf.: +45 9359 7082, jolyk@mfvm.dk   
Se nyheden på hjemmesiden
Miljø- og Fødevareministeriet
Afmeld eller rediger dit abonnement på nyheder
       
47 mio.  kroner til flere fisk i vandløbene
Miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen  afsætter ca. 47 mio. kroner til opkøb af ældre dambrug. Det vil bidrage til  bedre natur med flere vandløb, hvor fiskene kan svømme frit.
8. november 2016
Inden længe vil der være skabt fri passage ved Ansager Mølle  Dambrug. Det sker ved, at spærringen ved dambruget bliver fjernet, så havørreder  og laks kan vandre længere op i Ansager Å for at gyde. Dambruget er opkøbt af  Varde Kommune med støtte fra Miljø- og Fødevareministeriet.
Den slags projekter ønsker miljø- og fødevareminister Esben  Lunde Larsen sig flere af, og derfor åbner han nu en tilskudsordning, hvor  kommunerne kan få støtte til at opkøbe gamle dambrug. Der er afsat 46,8 mio.  kroner, og tidligere har kommunerne fået ca. 30 mio. kroner og lukket 27  dambrug.
- Tilskudsordningen er et rigtig fornuftigt skridt mod et  bedre vandmiljø i Danmark. Både laks og ørred vil kunne bevæge sig friere, når  de ikke skal møde så mange forhindringer i åerne. Det vil glæde lystfiskerne. Og  vi kan alle glæde os over renere vand, fordi vi får færre næringsstoffer fra  fiskeproduktionen. Vi går ind og skubber på en udvikling mod moderne dambrug,  der er mere miljørigtige. Vi får meget miljø for pengene ved at opkøbe og lukke  de gamle anlæg – og med den samlede politik på området, får vi faktisk også  produceret flere fisk på en bæredygtig måde, siger miljø– og fødevareminister  Esben Lunde Larsen.
Flere fisk fra effektive dambrug
Målet med tilskudsordningen er at skabe bedre vandmiljø, ikke  at reducere produktionen af fisk. Ved at få dambrugserhvervet over på mere  moderne og miljøvenlige anlæg kan der produceres flere fisk med mindre  miljøbelastning. Derfor indgår det også i vækstplanen for akvakultur – Dansk  akvakultur i vækst, at moderne og effektive dambrug kan få ekstra  kvælstofkvoter.
- I Danmarks Sportsfiskerforbund er vi glade for, at miljø- og  fødevareminister Esben Lunde Larsen har valgt at afsætte knap 47 mio. kroner til  opkøb af ældre dambrug. Det er et vigtigt indsatsområde, der både forbedrer  ørredens frie bevægelighed mellem vandløb og hav samt en bedre vandkvalitet i de  vandsystemer, hvor dambrugene nedlægges, siger formand i Danmarks  Sportsfiskerforbund Verner W. Hansen.
Kommunerne kan i år og frem til 2021 indgå frivillige aftaler  med ejere om ophør af drift af dambrug.
Yderligere oplysninger:
Pressesekretær Jeanette Løv Rasmussen, Miljø- og  Fødevareministeriet, tlf.: 9359 7070, e-mail: jelra@mfvm.dk
Kontorchef Henrik Kundby, Styrelsen for Vand- og  Naturformidling, tlf.: 4124 4746, e-mail: henku@svana.dk
Formand Verner W. Hansen, Danmarks Sportsfiskerforbund, tlf.:  2276 1914
Fakta:
  • Traditionelle dambrug påvirker miljøet på flere måder:
  • De kræver meget vand, som man opnår ved at opstemme vand fra et vandløb ved  hjælp af et stemmeværk. Dermed spærres vandløbet, så fisk ikke kan passere  frit.
  • De udleder næringsstoffer fra fiskeproduktionen, der belaster vandmiljøet  med fosfor til søer og kvælstof til fjorde og kystvande. Lukning af ældre  dambrug bidrager derfor til, at Danmark kan opfylde  vandområdeplanerne.
Se  nyheden på hjemmesiden       
Miljø- og Fødevareministeriet
Afmeld  eller rediger dit abonnement på  nyheder
 
Tilbage til indhold | Retur til hoved menu